Frelserens eget besøg i Samaria og senere hans ros til den barmhjertige samaritaner og den taknemlige glæde hos den spedalske, en samaritaner, som alene af de ti vendte tilbage for at takke Kristus, var af stor betydning for disciplene. Denne lære havde fæstnet sig dybt i deres sind. I sin befaling til dem lige før sin himmelfart, omtalte han Samaria sammen med Jerusalem og Judæa som de steder, hvor de først skulle prædike evangeliet. Denne befaling havde hans undervisning gjort dem parat til at udføre. Da de i deres Mesters navn drog til Samaria, fandt de folket rede til at modtage dem. Samaritanerne havde hørt om Kristi rosende ord og om hans velgerninger mod mennesker af deres folk. De så, at han til trods for deres særdeles uhøflige optræden imod ham kun nærede kærlige tanker om dem, og det vandt deres hjerter for ham. Efter Frelserens himmelfart tog de imod hans sendebud, og disciplene hentede en rig høst blandt dem, der engang havde været deres bitreste fjender. „Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr.“ „Folkene håber på hans navn.“