I verdens riger betød position selvophøjelse. Folket regnedes for at eksistere til gavn for de herskende klasser. Indflydelse, rigdom og uddannelse var midler til at opnå herredømmet over masserne til brug for lederne. De højere samfundsklasser skulle tænke, afgøre, nyde og herske, og de lavere skulle adlyde og tjene. Gudsdyrkelsen var ligesom alt andet et spørgsmål om autoritet. Folket forventedes at tro og handle efter deres foresattes anvisning. Menneskets ret til selv at tænke og handle så man helt bort fra.