Men de kan ikke blive siddende og tale, når de har så store nyheder at bringe. Deres træthed og sult er forsvundet. De lader deres måltid blive stående urørt, og glædestrålende begiver de sig ad den samme vej tilbage, for at skynde sig at fortælle nyheden til disciplene i byen. Nogle steder er vejen ikke sikker at gå på, men de klatrer over de stejle steder og glider på de glatte klipper. De ser ikke, og de ved ikke, at de bliver beskyttet af ham, som vandrede sammen med dem på vejen. Med pilgrimsstaven i hånden haster de af sted og ønsker, at de kunne gå hurtigere, end de tør. De farer vild, men finder vejen igen. Somme tider løber de, somme tider snubler de, mens de skynder sig fremad, og deres usynlige ledsager er hele tiden tæt ved siden af dem. |