To dage før påske gik Kristus atter med sine disciple ud på Oliebjerget og satte sig på den grønne skråning, hvorfra der var udsigt over byen. På det tidspunkt havde han fordømt de jødiske rådsherrers hykleri og forladt templet for sidste gang. Han betragtede endnu engang templets mure, tårne og paladser og lod øjet dvæle ved dets blændende skønhed en skønhedens krone, som prydede det hellige bjerg.