Det var Satan, som var skyld i, at verden forkastede Kristus. Ondskabens fyrste brugte al sin magt og list for at tilintetgøre Jesus, for han så, at Frelserens barmhjertighed og kærlighed, hans medfølelse og ømhed, viste verden Guds karakter. Satan bestred ethvert krav, som blev fremført af Guds Søn, og han benyttede menneskene som sine redskaber til at fylde Frelserens liv med lidelse og sorg. Den spidsfindighed og falskhed, hvormed han forsøgte at hindre Jesu værk, hans had, som røbedes i ulydighedens børns handlinger, og hans grusomme beskyldninger mod ham, hvis liv var præget af en enestående godhed, udsprang af hans ubeherskede trang til at få hævn. Misundelsens og ondskabens, hadets og hævnlystens indestængte flammer slyngedes på Golgata mod Guds Søn, mens hele Himmelen så til i tavs rædsel.