Jeg så nøje efter for om muligt at opdage den sjælens ydmyghed, soim altid burde være et fremherskende træk hos vore Prædikanter, men jeg så den ikke. Jeg søgte efter den inderlige omsorg for sjæle, som Mesteren sagde, at de burde besidde, men de ejede den ikke. Jeg lyttede for at høre alvorlige bønner opstige med tårer og sjæleangst for de ubodfærdige og vantroende i deres egne hjem og i Menighedn, men jeg hørte dem ikke. Jeg ønskede at høre indtrængende formaninger til omvendelse, men jeg hørte ingen. Jeg så efter dem, som ville bære byrder, som i en tid som denne burde græde mellem forhallen og alteret og sige: Herre! svar dit folk, og giv ikke din arv hen til skændsel; men jeg hørte ingen sødanne bønner. Nogle få alvorlige,. ydmyge sjæle søgte Herren. Bed nogle af disse møder var der en eller to Prædikanter, som følte en virkelig bekymring for sjæle og bar på en vægt ligesom vognen, der er fuld af neg. Men flertallet af Prædikanterne havde ingen større fornemmelse af værkets Hellighed en bøn.