Dette underfulde mirakel virkede på folket, som om himlen var blevet åbnet og en bedre verdens herlighed åbenbaret. Da den lamme, som var blevet helbredt, gik igennem skaren og priste Gud, idet han bar sin byrde, som om den havde været så let som en fjer, veg folket tilbage for at give ham plads og så på ham med forfærdede miner, idet de hviskede til hverandre og sagde: "Vi har i dag set utrolige ting." Farisæerne var stumme af forbavselse og overvældede af det tab, de havde lidt. De så, at der ikke var nogen anledning nu til at ophidse mængden med deres fordom og misundelse over den underfulde gerning, der var udført på det menneske, som de i sin indbildskhed havde hengivet til døden og til Guds vrede. Dette gjorde et så dybt indtryk på folket, at de i det mindste for nærværende løsrev sig fra deres lederes indflydelse. De så, at Kristus rådede over en magt, hvilken de vidste alene kunne komme fra Gud. Hans sagtmodige adfærd i forbindelse med hans underfulde gerninger stod i så stærk modsætning til farisæernes stolte og egenkærlige opførsel, at de tabte deres fatning og blev nedslåede. De så, at Kristus besad guddommelig magt; men de erkendte det ikke.