Hvorfor Kristus blev forkastet Vor Frelser var Verdens Lys, men verden kendte ham ikke. Han var stadig optaget med at øve barmhjertighedsgerninger og med at sprede lys på alles sti; men han anmodede ikke dem, han færdedes iblandt, om at lægge mærke til hans enestående dyder, hans forsagelse, selvopofrelse og velgørenhed. Jøderne beundrede ikke et sådant liv; de betragtede hans religion som værdiløs, fordi den ikke stemte overens med deres begreber om fromhed. De kom til den slutning, at Kristus ikke var religiøs i ånd eller karakter, for deres religion bestod i at stille sig selv til skue, at bede i folkets påsyn og gøre gode gerninger for at vække opsigt. De udbasunerede deres gode handlinger, som det er tilfældet med dem, der gør krav på at være helliggjort. De ville, at alle skulle forstå, at de var uden synd. Hele Kristi liv var en skarp modsætning til alt sådant. Han tragtede hverken efter vinding eller ære. Hans vidunderlige helbredelser blev så vidt muligt udført i stilhed, selv om han ikke kunne afværge begejstringen hos dem, der havde været genstand for hans store velsignelser. Ydmyghed og sagtmodighed kendetegnede hans liv, og når farisæerne ikke kunne tage imod ham, skyldtes det hans ydmyge vandel og hans stilfærdige optræden, der stod i så skarp modsætning til deres egen.