Han påminder Titus om at undervise menigheden om, at på samme tid, som de stolede på Kristi fortjeneste for sin frelse, ville den guddommelige nåde, som var i deres hjerte, lede dem til med troskab at udføre alle livets pligter. "Påmind dem at være fyrster og øvrigheder underdanige, at lyde befalinger, at være redebonne til at god gerning, ikke at bespotte nogen, ikke være kivagtige, men billige og bevise al sagtmodighed mod alle mennesker. . . Dette er en troværdig tale, og dette vil jeg, at du skal bekræfte, på det de, som har troet på Gud, skal beflitte sig på at overgå andre i gode gerninger. Dette er menneskene godt og nyttigt."