Efter at tiden var forbi, da de ventede, at Frelseren skulde komme, troede de endnu, at hans komme var nær. De fastholdt, at de var kommen til et vigtigt vendepunkt, og at Kristi værk som menneskenes talsmand for Gud havde ophørt. Det forekom dem, at bibelen lærte, at menneskenes prøvetid skulde ophøre en kort tid for Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes klart i følge de skriftsteder, som vidner om, at menneskene skal søge, banke og raabe ved naadens dør, men den skal ikke aabnes for dem. Og det spørgsmaal opstod nu for dem, om ikke den tid, da de havde ventet, at Kristus skulde komme, kunde være begyndelsen af den tidsperiode, som gik lige forud for hans komme. Da de havde advaret menneskene om, at dommen var nær, følte de, at deres værk for verden var fuldendt, og de tabte sin byrde for synderes frelse, medens de ugudelige frække og haanlige bespottelser tillige syntes at være bevis paa, at Guds aand var vegen bort fra dem, som havde forkastet hans naadebudskab. Alt dette stadfæstede dem i den tro, at prøvetiden var forbi, eller som de paa den tid udtrykte det, at "naadens dør var lukket". (Se anhang, anm. 7.)