Da den romersk-katholske kirke erholdt magt, begyndte den mørke tidsalder. Eftersom kirkens magt tiltog, blev mørket dybere. Troen blev overført fra Kristus den sande grundvold, til paven i Rom. J stedet for at forlade sig paa Guds søn og af ham erholde syndernes forladelse og evig frelse, saa folket til paven og til præsterne og prælaterne, hvem han havde givet myndighed. Man lærte dem, at paven var ederes jordiske midler; at ingen kunde komme til Gud uden gjennem ham; og endvidere, at han stod i Guds sted for dem og burde derfor ubetinget adlydes. Dersom nogen afveg fra hans bud, saa ansaa man det som en tilstrækkelig grund til, at han skulde straffes paa det strengeste baade paa sjæl og legeme. Saaledes blev folkets sind bortvendt fra Gud til fejlende, vildfarne og grusomme mennesker, ja mere end dette, til mørkets fyrste selv, som udøvede sin magt gjennem dem. Synden blev skjult under hellighedens kaabe. Naar skrifterne tilsidesættes, og mennesket betragter sig selv som overordnet, kan vi ikke længere andet end bedragerier, svig og vanærende uretfærdighed. Naar menneskelige lov og sagn bliver ophøjede, aabenbares den fordærvelse, som altid følger af at tilsidesætte Guds lov.