Valdenserne havde opofret sin jordiske lykke for sandhedens skyld, og med udholdenhed og taalmodighed arbejdede de for sit brød. Enhver plet jord, som kunde opdyrkes blandt bjergene, blev omhyggelig benyttet; dalene og de mindre frugtbare jordstykker paa siderne af højene fik man til at bære frugt. Sparsommelighed og streng selvfornegtelse var endel af den opdragelse, deres børn erholdt som sin eneste arv. De lærte dem, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og at deres fornødenheder blot kunde tilfredsstilles ved personligt arbejde, ved omtanke omhu og tro. Dette var besværligt og trættende at lære, men det var nyttig; det er netop, hvad mennesket behøver i sin faldne tilstand; det er den skole, hvori Gud søger for menneskets opdragelse og udvikling.