Da Jerusalems tempel på Ezras tid blev genopbygget, ønskede samaritanerne at deltage i dets genrejsning sammen med jøderne. Dette privilegium blev nægtet dem, og der opstod et bittert fjendskab mellem de to folk. Samaritanerne byggede et rivaliserende tempel på bjerget Garizim. Her dyrkede de Gud efter det mosaiske ritual, skønt de ikke helt gav afkald på afgudsdyrkelsen. Men de forfulgtes af ulykker, deres tempel blev ødelagt af deres fjender, og de syntes at være under en forbandelse. Dog klyngede de sig stadig til deres traditioner og deres form for gudsdyrkelse. De ville hverken anerkende templet i Jerusalem som Guds hus eller indrømme, at jødernes religion var bedre end deres egen.