Kort tid forinden havde Jesus stået som en kraftig ceder, der trodsede det uvejr af modstand, som rasede imod ham. Stivsindede viljer og hjerter, der var fyldt med ondskab og list, havde forgæves stræbt efter at forvirre og overmande ham. Han trådte frem i guddommelig majestæt som Guds Søn. Nu var han som et strå, der svajer hid og did i stormens rasen. Han havde nærmet sig fuldendelsen af sit værk som sejrherre og ved hvert skridt vundet sejr over mørkets magter. Som en, der allerede var herliggjort, havde han hævdet at være ét med Gud. Han havde sunget sine lovsange med fast stemme. Han havde talt opmuntrende og kærligt til sine disciple. Nu var timen kommet for mørkets magt. Nu hørtes hans stemme i den stille aftenluft, ikke sejrrig, men fuld af menneskelig smerte. Frelserens ord nåede de døsige disciple: „Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“