Da Kristi efterfølgere blev udsat for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, der var villige til at ofre alt for sandhedens, skyld, der ønskede at være hans disciple. Menigheden var derfor forholdsvis ren, så længe forfølgelsen stod på. Da den standsede, blev der optaget nyomvendte, som ikke var så oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste. Men der er ingen overensstemmelse mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan heller ingen overensstemmelse være mellem deres efterfølgere. Da de kristne indvilligede i at slutte forbund med mennesker, som kun var delvist omvendt fra hedenskabet, betrådte de en sti, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så mange af Kristi efterfølgere. Nu lagde han pres på disse og tilskyndende dem til at forfølge de øvrige, der vedblev at være tro imod Gud. Der var ingen, der bedre forstod at modarbejde den sande kristentro end de mennesker, der en gang havde været dens forsvarere. Disse frafaldne kristne forenede sig nu med deres hedenske meningsfæller og rettede deres våben imod de vigtigste dele af Kristi lære.