Valdeserne havde givet afkald på deres jordiske ejendom for sandhedens skyld og arbejdede tålmodigt og hårdt for at tjene til det daglige brød. De udnyttede på det omhyggeligste hver eneste plet dyrkbar jord mellem bjergene. De opdyrkede også bjergsiderne, hvor der ikke var så frugtbart, samt dalene. Børnenes eneste arv var den nøjsomhed og selvfornægtelse, som forældrene opdrog dem i. De lærte, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og at man kun kan skaffe sig, hvad man har brug for, ved personligt arbejde, omtanke, tro og omhu. Det var en lang og trang vej, men det var sundt for dem. Det er netop, hvad mennesket trænger til efter syndefaldet, Det er i denne skole, Gud ønsker, at mennesket skal uddannes og udvikles. Skønt der blev lagt så megen vægt på at vænne de unge til hårdt arbejde, blev deres intellektuelle udvikling ikke forsømt. De lærte, at alle deres evner tilhørte Gud, og at de skulle opøves og udvikles for at benyttes i hans tjeneste.