Når de samledes efter hans himmelfart, fremførte de med iver deres begæringer for Faderen i Jesu navn. Med højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog Jesu løfte: "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. . . Bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen." Joh. 16, 23. 24. De rakte troens hånd højere og højere op, fordi de vidste, at "Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8, 34. Pinsefestens dag bragte dem Talsmandens nærværelse, om hvem Kristus havde sagt: "Han skal. . . være hos jer til evig tid." Han havde også sagt: "Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer." Joh. 14, 16; 16,7. Efter den tid ville Kristus ved sin Ånd bestandigt bo i sine børns hjerter. Deres forening med ham var inderligere, end da han var hos dem personligt. Kristus boede dem, og hans kærligheds lys og kraft lyste gennem dem, så at de, der så dem, forundrede sig. "Men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus." Ap. G. 4,13.