Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn. Vor himmelske Fader er fredens Gud. Da han skabte mennesket, om gav han det med fred og tryghed. Alt bidrog til enighed og lykke i edens have. De, som bliver delagtige i den guddommelige natur, elsker fred og nøjsomhed; de vil opelske de dyder, som frembringer disse frugter. De vil søge at stille vrede, at tilbageholde hævn og ufordragelighed og alle de onde lidenskaber, som frembringer kamp og strid. Jo mere mennesker forener sig med verden og følger dens veje, desto mindre har de af fredens sande egenskaber i deres hjerte, og desto mere gennemføres de af bitterhed og verdslig strid, misundelse og onde tanker mod hverandre, hvilke blot behøver visse omstændigheder for at udvikle meget ondt. De mennesker, hvis vrede let optændes, og som agter på andres ord og handlinger for at omtale dem hemmelig, hvor der kan vækkes fjendskab, er en fuldstændig modsætning til de fredsommelige, som kaldes Guds børn.