Jeg havde aldrig bedt offentlig og havde kun talt nogle faa Ord i Bønnemøderne. Nu fik jeg det Indtryk, at jeg burde søge Herren i Bøn i vore smaa Møder. Dette vovede jeg dog ikke, da jeg var bange for, at jeg ikke skulde kunne udtrykke mine Tanker. Men jeg blev saa kraftig overbevist om, at dette var min Pligt, at naar jeg forsøgte at bede til herren I Enrum, forekom det mig som at spotte Gud, fordi jeg havde efterladt at adlyde ham. Jeg blev aldeles fortvivlet, og i tre Uger var der ikke et eneste Lysglimt, som trængte sig igjennem det Mørke, der omringede mig.