Med en følelse af fortrydelse og skam råbte kongen: "I den højeste Guds tjenere, kom ud!" Vers 26. De adlød, og den store menneskemængde så, at de var uskadt, der var end ikke brandlugt ved deres tøj. Dette mirakel fremkaldte en påfaldende forandring i folkets tankegang. Den store guld billedstøtte, der var sat op med sådan en pragtudfoldelse, var glemt. Kongen udstedte en befaling, at den, som sagde noget ondt om disse mænds Gud, skulle lide døden; "thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse". Vers 29. |