Johannes, som har elsket sin herre så højt, og som i sin standhaftighed har holdt sig fast til sandheden trods fængsel og pisk, og uagtet døden har stirret ham i øjnene, kan ikke udholde Kristi nærværelses herlighed; han falder til jorden som en, der er død. Jesus lægger da sin hånd på sin tjeners udstrækte legeme og siger: "Frygt ikke, jeg er den første og den sidste og den levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i al evighed." Johannes blev styrket, så at han kunde leve i sin forherligede herres nærværelse, og da fik han se i et herligt syn, hvad Gud havde til hensigt at udføre i kommende tider. Det himmelske hjems herlige tillokkelser blev åbenbarede for ham; han fik lov til at beskue Guds trone og at se de forløstes hvidklædte skarer. Han hørte de himmelske engles musik og deres sejerssang, som havde overvundet ved Lammets blod og ved ordet, som de vidende.