Forkyndelsen af et bestemt tidspunkt for dommen, som blev givet i det første budskab, var befalet af Gud. Beregningen af de profetiske perioder, på hvilket dette budskab var baseret, og som placerede de 2300 dages slutning i efteråret 1844, er ubestridelig rigtig. Forsøg på at finde nye tidspunkter for de profetiske perioders begyndelse og slutning og de usunde spekulationer, som er nødvendige for at holde fast ved disse tidspunkter, leder ikke blot opmærksomheden bort fra sandheden for vor tid, men viser foragt for alle forsøg på at forklare profetierne. Jo oftere der fastsættes et bestemt tidspunkt for genkomsten, og jo mere det forkyndes, des bedre passer det Satan. Når tiden er overskredet, fremkalder han foragt for dem, der har forkyndt den, og derved sætter han den store adventbevægelse i 1843 og 1844 i et dårligt lys. De, som fremturer med denne vildfarelse vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato som tidspunkt for Kristi genkomst. Derved vil de ledes til at føle en falsk tryghed, og mange vil ikke indse bedraget, før det er for sent.