Guds naadige planer blev opfyldte endog ved disse skuffelser. Omendskjønt deres hjerter var vundne ved hans læres guddommelige naade og kraft, der talede saaledes, som aldrig noget menneske har talet, saa var dog verdslig stolthed, egenkjærlighed og ærgjerrighed blandet med deres kjærlighed til Jesus. Endog i den sal, hvor de holdt paaske, i den alvorsfulde time, da deres mester allerede var traadt ind i Gethsemanes skygge, var der strid iblandt dem om, hvo der skulde være den største. (Luk. 22:24.) Deres tanker var fyldte med tronen, kronen og helligheden, medens den skam og smerte, de gik i møde i urtegaarden, i domhuset ved Golgathas kors laa ligeforan dem. Det var deres hjertes stolthed og deres lyst til verdslig ære, der havde ledet dem til saa ivrig at fastholde den falske lære paa deres tid og at tilsidesætte Frelserens ord, som forklarede hans riges sande natur og pegede fremad til hans lidelse og død. Disciplenes vildfarelse førte til en prøve, som vel var skarp, men nødvendig og som Gud tillod for at revse dem. Omendskjønt disciplene havde misforstaaet betydningen af deres budskab og var bleven skuffede i deres forventninger, saa havde de dog forkyndt det budskab, som Gud havde givet dem, og Herren vilde belønne deres tro og ære deres lydighed. Det skulde anbetroes dem at forkynde for alle folk det herlige evangelium om deres opstandne herre. For at berede dem for dette værk var det, at den erfaring, som forekom dem saa bitter, var bleven tilladt.