Disciplenes første indskydelse var at gå hen til ham; men han havde sagt, at de skulle blive dér og vente på ham, og at de skulle våge og bede. Da Jesus kom hen til dem, fandt han dem stadig sovende. Atter havde han følt længsel efter fællesskab, efter nogle ord fra sine disciple, som kunne bringe ham lindring og bryde mørkets trolddom, der var lige ved at overmande ham. Men deres øjne var tunge, „og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham.“ De vågnede ved, at han var hos dem. På hans ansigt så de mærker af dødsangstens blodige sved, og de blev fulde af frygt. De forstod ikke han sjælekval. „Så umenneskeligt ussel så han ud.“