De følelser, som var fremherskende hos dem, der stadig troede, at Gud havde ledet dem i den erfaring, som de havde gennemgået, udtrykkes i disse ord fra William Miller: "Hvis jeg skulle leve mit liv om og have de samme beviser, som jeg da havde, måtte jeg for at være ærlig over for Gud og mennesker gøre, hvad jeg har gjort. Jeg håber, at jeg har tvættet mine klæder for andre sjæles blod. Jeg føler, at jeg i så høj grad, som det stod i min magt, har befriet mig for enhver skyld i deres fordømmelse. Skønt jeg to gange er blevet skuffet," skrev denne Guds mand, "er jeg hverken modløs eller fortvivlet. Mit håb om Kristi genkomst er usvækket. Jeg har kun gjort det, som jeg efter mange års eftertanke anså for min hellige pligt, Hvis jeg har begået fejl, har disse haft deres udspring i barmhjertighed, kærlighed til mine medmennesker og erkendelse af mit ansvar over for Gud. En ting ved jeg, jeg har kun forkyndt hvad jeg selv troede på, og Gud har været med mig; hans magt har vist sig i værket, og det har gjort meget godt. Det ser ud til, at forkyndelsen har fået tusinder til at granske den hellige skrift, og at de ved deres tro og ved udgydelsen af Kristi blod er blevet forsonet med Gud."