Jerusalem havde været for ham som et kært barn, og ligesom en øm fader bedrøves over sin vildfaren søn, således græd Jesus over Jerusalem. Hvorledes kan jeg slippe dig? Hvorledes kan jeg se, at du hengives til ødelæggelse og fordærvelse? Må jeg også dø for at fylde dit ugudeligheds bæger? En sjæl er så værdifuld, at verdener er ubetydelige i sammenligning med den; men her er et helt folk, som fortabes! Når solen, som nu lyste i vest, gik ned, så ville Jerusalems besøgelsesdag være endt. Medens den store skare standser på Oliebjergets top, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at angre sine synder og blive frelst. Nådens engel var i begreb med at sammenfolde sine vinger og stige ned fra den gyldne trone for at lade retfærdigheden træde i sit sted og bringe en straf. Men Kristi kærlighedsfulde hjerte taler endnu godt for Jerusalem, som havde foragtet hans nåde, tilsidesat advarsler og var i færd med at fuldende sine ugudelige gerninger ved at dyppe sine hænder i hans blod. Dersom Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Vil ikke en god engel føre staden nær til Frelseren, medens den nedgående sols sidste stråler endnu oplyser templet, tårnet og den strålende kuppel, og således afvende den frygtelige skæbne, som venter den? Skønne, vanhellige stad, som har stenet profeterne og foragtet Guds Søn, som har indesluttet sig selv ved sin ubodfærdighed i trældomslænker - den nådes dag er næsten endt!