Sceneriet omkring ham svandt bort for ham; Himlens porte var på klem, og Stefanus så ind, og så herligheden fra Guds og Kristi sale, som om han lige havde rejst sig fra sin trone, stående parat til støtte sin tjener, der var ved at lide martyrium for hans navn. Da Stefanus proklamerede det herlige sceneri, der åbnede sig op for ham, var det mere end hans forfølgere kunne klare. De lukkede deres ører til, så at de ikke kan høre hans ord, og råbte højt, løb rasende på ham i samstemmighed. "Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen."