Havde jeg et syn i et møde, var der mange, som sagde, at det var overspændthed, og at en eller anden magnetiserede mig. Jeg gik da ud i skoven alene, hvor ingen anden end Gud kunne se eller høre mig, og bad, og der gav han mig undertiden et syn. Dette glædede mig, og jeg fortalte, hvad Gud havde åbenbaret for mig alene, hvor intet dødeligt menneske kunne påvirke mig. Men så var der nogle, der fortalte mig, at jeg magnetiserede mig selv. Ak, tænkte jeg, er det kommet dertil, at de, som i oprigtighed søger Gud i enrum for at tilegne sig hans forjættelser og hans frelse, skal beskyldes for at stå under mesmerismens fordærvelige og sjælsødelæggende indflydelse? Beder vi vor kærlige fader i himlen om "brød" kun for at få en "sten" eller en "skorpion"? Disse ting sårede min ånd og pinte min sjæl med bitter kval, indtil jeg var fortvivlelse nær, medens mange ville have mig til at tro, at der ikke fandtes nogen Helligånd og at de påvirkninger, som Guds hellige mænd har erfaret, blot var mesmerisme, Satans bedrag.