Spørgsmålet om religiøs frihed er meget vigtigt, og det burde behandles med megen visdom og klogskab. Medmindre det er sket er der en fare i at vi i vor egen fremgangsmåde bringer os selv i kriser før vi er beredte til det. Byrden for vores budskab burde være, »Guds bud og troen på Jesus.« Vore brødre burde advares mod at gøre ting der ikke vil oprøre og vække de kræfter der er, så de gør ting der vil begrænse arbejdet, og afskære os fra at forkynde budskabet i de forskellige lokaliteter. Vi behøver mere af den ubegrænsedes arbejde og langt mindre tiltro til menneskelige repræsentanter. Vi må berede et folk til at stå på Guds beredelsesdag; vi må rette menneskers opmærksomhed til Golgathas kors, og give en klar grund for hvorfor Kristus gjorde hans store offer. Vi må vise mennesker at det er muligt for dem at komme tilbage til deres troskab mod Gud og til deres lydighed til hans bud. Når synderen ser på Kristus som forsoningen for hans synder, lad mennesker træde til side. Lad dem erklære for synderen at Kristus, »er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.« Støt ham i at søge visdom fra Gud; for gennem alvorlig bøn vil han lære Herrens vej mere fuldstændigt end hvis han var undervist af nogle menneskelige rådgivere. Han vil se at det var lovovertrædelsen der forårsagede den ubegrænsede Guds Søns død, og han vil hade de synder der sårede Jesus. Når han ser på Kristus som en medlidende, blid ypperstepræst, vil hans hjerte blive bevaret i brøde.