Sagen har været fremstillet for mig således: En mand der drukner, kæmper forgæves med bølgerne, opdager en båd, og med den styrke han har tilbage lykkes det at nå den, og tager fat i dets side. I hans svaghed kan han ikke tale, smerten over hans ansigt ville fremkalde medlidenhed i ethvert hjerte der var berørt med menneskelig følsomhed. Men dem der er indehavere af båden, strækker de deres hænder ud for at løfte ham ind? Nej! Hele himlen ser på som disse mennesker slår de svage og klamrende hænder tilbage, og en lidende fælle synder ned under bølgerne, for ikke at komme op igen. Denne scene er gentaget om og om igen. Det er blevet bevidnet af Ham som gav sit liv som løsesum netop for disse sjæle. Herren har rakt sin hånd ned for at frelse. Herren selv har gjort det arbejde som han overlod mennesker at gøre, i åbenbarelsen af Kristi medynk og medlidenhed med syndere. Jesus siger, »En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.« Golgatha åbenbarer for enhver af os afhængigheden af denne kærlighed.