De advarsler som er givet i Guds ord til Israels børn var møntet, ikke kun på dem, men for alle som skal leve på jorden. Han siger til dem: »Ve de genstridige børn,... som fuldbyrder råd, der ej er fra mig, slutter forbund, uden min Ånd er med, for at dynge synd på synd, de, som går ned til Ægypten uden at spørge min mund for at værne sig ved Faraos værn, søge ly i Ægyptens skygge!« Hvis Herren irettesatte hans folk i gammel tid fordi de undlod at søge hans råd i vanskeligheder, vil han så ikke være mishaget i dag hvis hans folk, i stedet for afhængighed af retfærdighedens sols klare stråler der lyser på deres vej, vender sig fra ham i prøve og prøvelse efter menneskelige væsners hjælp som er fejlende og uduelige som dem selv? Hvor er vor styrke? Er det i mennesker der er så hjælpeløse og afhængige som os selv, der behøver vejledning fra Gud ligesom vi gør?