Gud befalede Moses at sige til Farao: "Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt." Dette betyder ikke at Gud har ladet ham være til, til dette formål; men hans forsyn har underkendt begivenhederne, at en så oprørsk tyran som Farao skulle være på Ægyptens trone på det tidspunkt, hvor Gud udfrier hebræerne. Til dette fortsæt har hans liv været bevaret, selv om han retmæssigt har forbrudt sig mod Guds barmhjertighed ved sine forbrydelser. Gud så det rigtigt at spare hans liv, for at vise ham hans hårdnakkethed. Han vil få Faraos oprør imod sig til at kunne mangedoble beviserne på hans kraft for det gode mod sit folk, og at hans navn må ophøjes over for ægypterne, og få kundskab hos dem som senere lever på jorden. De ordnede begivenheder er af hans forsyn. Han kunne have sat en mere nådig konge på Ægyptens trone, som ikke turde vedholde sit oprør mod Guds mægtige udviste kraft, der blev manifesteret for ham, sådan som den blev for Farao. Men så kunne Guds formål ikke være udrettet. Hans folk ville være bedraget i ægypternes syndige afgudsdyrkelse, og ville ikke selv have erfaret den hårdhjertede grusomhed som de afgudsdyrkende ægyptere kunne praktisere. Gud ville manifestere sit had til afgudsdyrkelse for dem, og han ville straffe grusomheden og undertrykkelse hvor den eksisterer.