Præsterne, som tjente i hellige ting, blev pålagt at vaske deres fødder og deres hænder før de gik ind i tabernaklet til Guds nærhed for at gå i indstændig forbøn for Israel, at de ikke må vanhellige helligdommen. Hvis præsterne var gået ind i helligdommen med munden forurenet af tobak, ville de lide samme skæbne som Nadab og Abihu. Og alligevel bøjer bekendende kristne sig ned for Gud i deres familier for at bede med munde, der er beskidte med tobak . De tager til det hus som de har helliget Gud, bekender at tilbede ham, med en bedøvende skråtobak i deres munde, og med stærkt farvet spyt der pletter deres læber og hage, og deres modbydelige åndedræt forurener atmosfæren. De efterlader deres giftige skrå enten på gulvet eller i beholdere sat op til formålet. Dette er det offer de bringer Gud. I stedet for en sky af velduftende røgelse fylder huset, som den gjorde i det gamle tabernakel, bliver den fyldt med en kvalmende, uren stank af ud spyttet tobak og skrå, og den luft menighedsforsamlingen indånder er forurenet.