"Menigheden i ørkenen", de få efterkommere af de tidligere kristne, som stadig boede i Frankrig i det 18. århundrede, idet de skjulte sig i de sydlige bjerge, holdt stadig fast ved deres fædres tro. Hvis de vovede ved nattetide at mødes på en bjergside eller på en øde hede, blev de jaget af dragoner og slæbt bort til livsvarigt slaveri i galejerne. De reneste, de mest forfinede og mest intelligente franskmænd blev lagt i lænker og tortureret sammen med røvere og mordere. - Wylie, b. 22, ch. 6. Andre fik en mere barmhjertig behandling, idet de koldblodigt blev skudt, når de, ubevæbnede og hjælpeløse, faldt på knæ for at bede. Hundreder af gamle mænd, forsvarsløse kvinder og uskyldige børn blev efterladt som lig på mødestederne. Hvis man gennemrejste de bjergsider eller den skov, hvor de plejede at mødes, ville man højst sandsynligt "for hvert fjerde skridt finde døde legemer, der lå på grønsværen, eller lig, der var ophængt i træerne." Deres land, som var lagt øde af sværdet, øksen og risknippet, "var blevet forvandlet til et stort, mørkt vildnis." "Disse grusomheder blev ikke begået i en uoplyst tid, men på Ludvig XIV' strålende tid. Videnskaben var nået vidt, litteraturen blomstrede, teologerne ved hoffet og i hovedstaden var lærde og veltalende mænd, som foregav ydmyghed og næstekærlighed." - Samme, b. 22, ch. 7.