Det er til vort eget bedste at bevare enhver af Guds gaver i frisk erindring. Således bliver troen styrket til at bede om og til at modtage mere og mere. Der er større opmuntring for os i den mindste velsignelse, som vi selv modtager fra Gud, end i alle de beretninger, vi kan læse, om andres tro og erfaringer. Den, der tager imod Guds nåde, „bliver som en vandrig have“ . „Da læges hastigt dit sår“ , „dit lys skal stråle frem i mørke“ , for „over dig bryder Herren frem“ . Så lad os da huske på Herrens miskundhed og mængden af beviser på hans kærlige barmhjertighed. Lad os ligesom Israels folk også rejse sten som vidnesbyrd og på dem skrive den dyrebare beretning om, hvad Gud har gjort for os. Når vi ser tilbage på hans handlemåde med os under vor pilgrimsfærd, så lad os med et hjerte, der strømmer over af taknemlighed, sige: „Hvordan kan jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg løfter frelsens bæger og påkalder Herrens navn. Jeg indfrier mine løfter til Herren for øjnene af hele hans folk.“