Fra den tid, Jesu forældre fandt ham i templet, var hans veje uforståelige for dem. Han ville aldrig indlade sig i ordstrid, men hans eksempel rummede en bestandig lære. Han virkede som en, der var udvalgt til noget særligt. Sine lykkeligste timer havde han, når han var alene med naturen og med Gud. Når som helst det lod sig gøre, forlod han det sted, hvor han plejede at arbejde, for at vandre ud i markerne, for at søge stilhed i de grønne dale, for at have samvær med Gud på bjergskråningen eller blandt skovens træer. Tidligt om morgenen kunne man ofte finde ham dybt eftertænksom på et eller andet ensomt sted, læsende i Skrifterne eller i bøn. Fra disse stille timer vendte han hjem for at genoptage sine pligter og være et forbillede på tålmodigt arbejde.