Rabbinerne forstod at Kristi lignelse gjaldt tolderne og synderne; men det har også en bredere betydning. Med det fortabte får viser Kristus ikke kun den enkelte synder, men en verden som er faldet fra og fordærvet af synd. Denne verden er kun et atom af umådelig mange herredømmer, som Gud leder, alligevel er denne lille faldne verden – det ene fortabte får – mere dyrebar i Hans øjne end de nioghalvfems var der ikke fór vild fra folden. Kristus, den elskede Befalingsmand i de himmelske sale, nedværdigede sig fra sin høje rang, lagde den herlighed til side, som Han havde med Faderen, for at redde denne ene tabte verden. Derfor forlod Han de syndfrie verdener der oppe, de nioghalvfems der elskede Ham, og han kom ned til denne jord, for at blive ”gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.” (Esajas 53,5.) Gud gav Sig selv i Sin Søn så Han kunne glæde sig få det får tilbage, som var tabt.