Da Stormen rejste sig, fortrød de endnu mere, at de havde forladt Jesus. Var de blevet på land, så havde de undgået denne fare. Dette var en hård prøve for deres tro. Under mørket og stormen søgte de at nå det sted, hvor de havde lovet at møde ham. Men den stærke vind drev dem ud af deres kurs og gjorde alle deres bestræbelser frugtesløse. De var kraftfulde mænd og vante med søen; men nu svigtede deres mod dem, og de blev fulde af forfærdelse. De længdes efter Mesterens rolige, bydende nærværelse og følte, at dersom han var med dem, så var der ingen fare. Frelseren havde ikke glemt sine disciple. Fra den fjerne kyst gennemtrængte hans øjne mørket, og han så deres fare og læste deres tanker. Han ville ikke tillade en eneste af dem at omkomme. Ligesom en øm moder iagttager det barn, som hun af kærlighed har revset, således gav også den medlidende Mester agt på sine disciple, og da deres hjerte var bøjet, og deres vanhellige ærgerrighed var undertrykt, bad de ydmygt om hjælp, fik de den. I samme øjeblik, som de troede at de måtte forgå, så de ved lyset af en lynstråle skikkelsen af et menneske, som gik hen imod dem på vandet. En ubeskrivelig frygt greb dem. De hænder, der havde grebet årerne ligesom med jernmuskler, slap sit tag og faldt kraftesløse ned ved deres side. Båden tumlede om på bølgerne, som de bedst kunne, medens deres øjne var stift fæstnede på dette syn, der lignede et menneske, som gik rolig på de skumklædte bølger.