Jesus havde særskilte grunde, hvorfor han valgte naturens helligdom til at undervise folket. Landskabet lå udbredt for ham, rigt på scene og genstande, som de rige såvel som de fattige var velbekendte med. Disse benyttede ham til lignelser, som gjorde hans undervisning mere ligefrem og udtrykte den dybere i hans tilhøreres hjerte. Fuglene, som sang i de øvrige grene, dalens mangefarvede blomster, den rene lilje, som hvilede på søens flade, de høje træer, de frugtbar marker, det bølgende korn, den ufrugtbare jord, de golde træer, de mægtige høje, de rislende bække, den nedgående sol, som farvede og forgyldte himlen - alt tjente til at meddele undervisning, idet han benyttede det som billeder, hvorved han forklarede de guddommelige og dyrebare sandheder. Han forbandt Skaberens synlige gerning med livets ord, som han talte, og ledte således sindet ved naturens betragtning op til naturens Gud.