Disse to disciple havde ikke indtaget nogen fremragende stilling med Jesus i hans virksomhed, men de troede fast på ham. Snart efter at de havde påbegyndt sin vandring, lagde de mærke til en fremmed, som kom bagefter dem og snart indhentede dem. Men de var så optaget med at omtalte for hinanden de forskellige tunge tanker som beskæftigede deres sind, at de næppe lagde mærke til at de ikke var alene. Disse stærke mænd var så bedrøvede, at de græd, medens de vandrede fremad. Kristi kærlige hjerte ynkedes over dem, og han så her en sorg, som han kunne lindre. Disciplene talte med hinanden om de sidste få dages begivenheder og forundrede sig over, hvorledes Jesus kunne være Guds Søn og dog hengive sig til at lide en så vanærende død.