Vi havde bestemt Bønnemøder på forskellige Steder i Byen, så at alle, som ønskede, kunde overvære dem. Den Familie, som stod mig mest imod, var tillstede ved et af disse Møder. Medens de forfamlede forenede sig i Bøn, som Guds Ånd over Forsamlingen, og en i denne Familie faldt som død til Gulvet. Hans Slægtninge samlede sig omkring ham, gned hans Hænder og forsøgte at bringe ham til Livet igen. Snart fik han Styrke nok til at prise Gud og stillede deres Frygt ved at juble over det tydelige Bevis på, at Guds Kraft hvilede over ham. Han var ikke istand til at gå hjem den Aften. Dette troede Familien var et Vidnesbyrd om Guds Kraft; men det overbeviste dem ikke om, at det var den samme Kraft; men det overbeviste dem ikke om, at det var den samme Kraft; som så ofte havde hvilet over mig, berøvede mig min naturlige Styrke og fyldte min Sjæl med Jisu Fred og Kærlighed. De vilde nok tilstå, at jeg var oprigtig og ærlig, men de troede, jeg bedrog mig selv ved at anse noget for Guds Kraft, der kun var en Følge af overspændte Følelser.