O, hvor dyrebart dette nye og herlige Lys var for Luther – dette Lys, som havde opklaret hans mørke Forstand og bortjaget hans Fordomme! Han satte større Pris paa det end paa de kostelige jordiske Skatte. Guds Ord forekom ham aldeles nyt. Alt var forandret. Den Bog, som han havde næret Frygt for, fordi han ikke kunde indse, at der var noget tiltrækkende deri, tjente ham nu til liv, evigt Liv. Den var hans Fryd, hans Trøst, han velsignede Lærer. Intet kunde bevæge ham til at ophøre at studere den. Før havde han været bange for Døden; Men al hans Frygt forsvandt, naar han læste Guds Ord, og han beundrede Guds Karakter og lærte at elske ham. Han ransagede Bibelen for sig selv og frydede sig over dens dyrebare Skatte; derefter ransagde han den for Kirkens Skyld. Han væmmedes ved de synder, som han opdagede hos dem, hvem han havde stolet paa til Frelse, og idet han saa mange andre indhyllede i det samme Mørke, som havde omgivet ham, søgte han inderlig efter en Anledning til at vise dem hen til det Guds Lam, som alene borttager Verdens Synd.