Mænd, som ikke fører en hellig livsførelse, og som er uskikkede til at undervise om den nærværende sandhed, begiver sig ud på virkefeltet uden at være anerkendt af menigheden eller af brødrene i almindelighed, og følgen bliver forvirring og splid. Nogle har sandheden som en teori og kan fremholde argumentere, men mangler åndelighed, skønhed og erfaring. De kommer til kort i mange ting, som det er meget nødvendigt for dem at forstå, før de kan forkynde sandheden. Andre behersker ikke argumenterne, men fordi nogle enkelte brødre hører dem bede smukt og nu og da holde en kraftig formaningstale, iler man med at sende dem ud i arbejdsmarken for at optage en gerning, som Gud ikke har gjort dem skikkede til, og til hvilken de ikke har tilstrækkelig erfaring og skønhed. Åndeligt hovmod trænger sig ind, og de bliver opblæste og handler i den bedragelige formening, at de er arbejdere. De kender ikke sig selv. De mangler sund dømmekraft og evnen til at ræsonnere besindigt, taler brovtende om sig selv og påstår mange ting, som de ikke kan bevise med Guds ord. Dette ved Gud, og derfor kalder han ikke sådanne til at virke i disse vanskelige tider, og brødrene bør være forsigtige og ikke at forivre sig ved at udsende dem, som han ikke har kaldet.