Præsterne og jødernes ledende mænd hadede Jesus, men skarerne samlede sig for at høre hans vise tale og være vidne til hans mægtige gerninger. Folket blev grebet af den dybeste interesse, og i spænding fulgte de Jesus for at høre denne mærkelige lærers undervisning. Mange af de øverste troede på ham, men vovede ikke at bekende deres tro af frygt for at bliv udelukket af synagogen. Præsterne og de ældste kom til den slutning, at der måtte gøres noget for at lede folkets opmærksomhed bort fra Jesus. De frygtede for, at alle ville tro på ham. De følte sig ikke trygge. Skulle de ikke miste deres stillinger, måtte Jesus tages af dage. Og efter at de havde slået ham ihjel, ville der stadigvæk være nogle, som var levende minder om hans magt. Jesus havde opvækket Lazarus fra de døde, og de frygtede for, at hvis de slog Jesus ihjel, ville Lazarus vidne om hans vældige kraft. Folket strømmede til for at se den mand, der var blevet oprejst fra de døde. For at få gjort en ende på den herskende spænding besluttede rådsherrerne også at slå Lazarus ihjel. Derefter ville de lede folkets tanker hen til menneskers vedtægter og lærdomme, til tiende af mynte og rude, og således atter få indflydelse over dem. De enedes om at gribe Jesus, når han var alene; for hvis de forsøgte at gribe ham blandt mængden, når alles sind var optaget af interesse for ham, ville de blive stenet.