Den første nat nedtyngede fortvivlelsen mig. Jeg prøvede at overvinde det, men det virkede umuligt at kontrollere mine tanker. Mine små børn bebyrdede mit sind. Vi havde efterladt et i Maine-staten, to år og otte måneder gamle, og en anden baby i New York ni måneder gammel. Vi havde netop tilbagelagt en udtrættende rejse med store lidelser, og jeg tænkte på dem som nød deres børns selskab i deres egne stille hjem. Jeg så tilbage på vort tidligere liv, erindrede de udtalelser som en søster kom med for få dage siden, som mente det ville være meget behageligt at rejse igennem landet uden at noget betyngede mig. Det var netop et sådant liv som hun skulle glæde sig ved. På det tidspunkt længtes mit hjerte efter mine børn, især efter min baby i New York, og jeg var netop kommet ud fra mit soveværelse, hvor jeg havde kæmpet med mine følelser, og hjemsøgt Herren med mange tårer efter styrke til at underkue min knurren, og at jeg kunne fornægte mig selv for Jesu skyld. Jeg følte at alle måske så på mine rejser i dette lys, og har ikke den mindste idé om den selvfornægtelse og opofrelse det krævede at rejse fra sted til sted, møde kolde hjerter, fjerne blikke og hård tale, skille dem fra dem der var tæt knyttet til mit hjerte.