Vi turde ikke forlade barnet i en så kritisk tilstand, og besluttede at rejse medmindre det blev værre. Om to dage måtte vi begynde vor rejse for at nå den første aftale. Vi bragte sagen frem for Herren, og hvis barnet fik appetit turde vi rejse. Den første dag var der ingen forandring til det bedre. Han kunne ikke beholde den mindste smugle mad. Den næste dag omkring middag, tog han imod hønsekødssuppe, og det gav ham næring. Vi begyndte vor rejse den aften. Omkring klokken fire tog jeg mit syge barn på en pude, og vi rejste tredive kilometer. Han lod til at være meget nervesvag den aften. Han kunne ikke sove, og jeg holdt ham i mine arme, næsten hele natten. Min mand var ofte vågen, og da han hørte lyden af min gyngestol, ville han sukke, for han tænkte på den trættende rejse der lå for os. Vi fik kun lidt søvn igennem natten.