Jeg så en anden mark fyldt med alle slags blomster og idet jeg plukkede dem, råbte jeg: "De vil aldrig visne." Derefter så jeg en mark af stort græs, herlig at beskue; den var levende grøn og havde et genskin af sølv og guld, som det bølgede stolt for Kong Jesu ære. Da kom vi ind på en mark, fuld af alle slags firbenede dyr - løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldstændig enhed. Vi passerede igennem deres midte og de fulgte fredsommeligt efter. Da kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her; nej, nej; overalt var det herligt, træernes grene bølgede frem og tilbage og vi råbte alle ud: "Vi vil bo ude på marken og sove i skovene." Vi gik igennem skovene, for vi var på vores vej til Zions bjerg. Medens vi rejste derhenad, mødte vi et selskab som også stirrede på stedets herlighed. Jeg lagde mærke til en rød farve som en kant på deres klæder; deres kroner var funklende; deres klæder var helt hvide. Da vi hilste dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var. Han sagde at de var martyrer der var slået ihjel for ham. Med dem var der en utallig skare af små; de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os og på bjerget var et herligt tempel og omkring var der syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer. Og jeg så de små klatre op, eller, om de valgte det, bruge deres små vinger og flyve toppen af bjergene og plukke de aldrig-visnende blomster. Der var alle slags træer omkring templet, for at forskønne stedet - buksbommen, fyren, ædelgranen, olietræet, myrten, granatæbletræet og figentræet bøjet ned af dets rettidige figner, dette gjorde stedet over det hele, herligt. Og da vi var ved at gå ind i templet, løftede Jesus sin smukke stemme og sagde: "Kun de 144 000 kommer ind til dette sted" og vi udstødte: "Halleluja!"