De havde ikke virkelig lidt sultens kvaler. De havde mad her og nu, men de frygtede for fremtiden. De kunne ikke se hvordan Israels hær skulle ernære sig, i deres lange rejser igennem ørknen, med den enkle mad de dengang havde, og i deres vantro så de at deres børn vansmægtede. Herren var villig til at de fik deres mad på kort sigt, og at de skulle møde vanskeligheder, så deres hjerter skulle vende sig til ham, som hidtil havde hjulpet dem, så de måtte tro ham. Han var parat til at være en nærværende hjælp for dem. Hvis de, i deres mangel, ville kalde på ham, vil han vise dem tegn på hans kærlighed og stadige omsorg. Men de virker uvillige til at stole mere på Herren end hvad de kunne se med deres øjne, de stadige beviser på hans kraft. Havde de sand tro og fast tillid til Gud, ville ubelejlighed og forhindringer eller endog virkelige lidelser bæres med glæde, efter at Herren havde arbejdet på en så forunderlig måde med deres udfrielse fra slaveri. Derudover har Herren lovet dem om de vil adlyde hans bud, skal ingen sygdomme komme over dem; for han siger: "Jeg er Herren der helbreder jer."