De, der vandrer på den trange vej, taler om den glæde og lykke, de vil opnå ved rejsens afslutning. Deres ansigtstræk er ofte bedrøvet, men stråler dog tit af salig og hellig glæde. De klæder sig ikke på samme måde som flokken på den brede vej, taler ikke som den og handler heller ikke som den. Et mønster er blevet opstillet for dem. En sorgens mand, som var kendt med smerte, har åbnet denne vej for dem og selv vandret på den. Hans efterfølgere ser hans fodspor og finder trøst og opmuntring. Han gik trygt igennem og det kan også de, hvis de går i hans; fodspor. På den brede vej er enhver optaget af sin egen person og sin klædedragt og af glæderne undervejs. De hengiver sig uhæmmet til lystighed og munterhed og tænker ikke på rejsens afslutning, på den visse ødelæggelse ved vejens ende. For hver dag kommer de deres ødelæggelse nærmere, men blindt haster de af sted hurtigere og hurtigere. Oh, hvor grufuldt var det ikke for mig at se dette!