Da Israels folk, deres konge, adelsmænd og fyrster blev førte i fangenskab, blev fire af deres tal udvalgte til at tjene ved den babyloniske konges hof. Den ene af disse var Daniel, der tidlig viste tegn på den mærkværdige dygtighed, som han senere udviklede. Disse ynglinge var alle af fyrstelig byrd, og beretningen siger, at de var unge mennesker, aldeles uden lyde og smukke af udseende med gaver til at forstå al slags visdom og til at lære kundskab og blive kyndige i vidskab, og i hvilke der var dygtighed. Da han indså, hvilke overordentlige evner disse unge fanger besad, satte kong Nebukadnezar sig for at lade dem uddanne til at indehave ansvarsfulde stillinger i sit rige. For at de kunde blive fuldstændig skikkede til hoflivet, skulde de ifølge orientalsk skik oplæres i det kaldæiske sprog og underkastes et treårs kursus i legmlig og åndelig opdragelse.